Naturforbundethed øger menneskers velbefindende og ønske om at beskytte naturen
Natur-forbundethed
En række forskere har ved systematisk at sammenstille en række studier i en større meta-analyse fundet frem til, at menneskers psykologiske og fysiske forbundethed til naturen øger menneskers velbefindende og ønske om at beskytte naturen.
Du kan læse en ydmyg oversættelse af undersøgelsens abstract herunder. Og finde selve undersøgelsen via link her.
Abstract
På trods af en voksende sandsynlighed for, at menneskers forbundethed til naturen skaber mange forskellige fordele for både mennesker og natur, bliver disse fordele ikke fuldt medtænkt af de som arbejder med sundhedspolitik og naturbeskyttelse. De eksisterende undersøgelser findes spredt indenfor forskellige videnskabelige discipliner, som fx sundhed, undervisning, psykologi og biologi. Det gør det svært at få et komplet overblik.
Her har vi gennemført et systematisk review, som fokuserer på de seneste meta-analyser, der undersøger betydningen af psykisk og fysisk naturforbundethed på menneskers sundhed, velbefindende, samt på holdninger og handlinger for naturbeskyttelse. Med "psykologisk forbundethed" mener vi den grad mennesker ser sig selv som en del af naturen. Med "fysisk forbundethed" mener vi menneskers kontakt med natur og naturområder.
Vi fandt 16 relevante meta-analyser, som dækkede 832 uafhængige studier. Vi fandt sammenhængende konklusioner på tværs af geografisk forskellige eksperimetelle studier, som viste, at fysisk forbundethed med natur øger menneskers kognition (forståelse/erkendelse), sociale evner, fysiske og mentale helbred og psykologiske forbindelse til naturen. Eksperimenter viser også, at psykologisk forbundethed med naturen har signifikant positiv indflydelse på opførsel og værdier, som tager hensyn til naturen.
De sammenlignende studier understøttede de eksperimentelle resultater, og viste oven i købet, at psykologisk forbindelse til naturen hænger positivt sammen med mental og fysisk sundhed. Studierne er biased ved at have en overvægt af voksne i forhold til børn - og indeholder ikke mange data fra verdens sydlige regioner (Afrika, Oceanien og Sydamerika).
Overordnet viser vores review, at menneskers psykologiske og fysiske kontakt til naturen er vigtig i udviklingen af en bæredygtig fremtid. Selvom eksperimentelle studier er sjældne, er der behov for tværkulturelle eksperimentel forskning hvis statslige og ikke statslige institutioner, forskere og borgere skal kunne udvikle tilstrækkelig handling for at nå FN´s Verdensmål.