Udeskole og elevens alsidige personlige udvikling

Abstract

Artiklen perspektiverer faghæfte 24 i lyset af udeskoleideen, og ser på sammenhængen mellem arbejdsformer og alsidig personlig udvikling, med udeskole som en mulig metode til at opfylde hele folkeskolens formål.
 

Faghæfte 24

Det lægger vægt på, at eleverne skal udvikle og arbejde med mange måder at lære på, og nærme sig kundskaber og færdigheder ad et spind af veje, i stedet for ad én vej eller en stige. Der så mange måder at arbejde og lære på, der appellerer til børnenes forskellige forudsætninger. Det at tage udeskole og udeundervisning op som en regelmæssig tilbagevendende skoleform, kan åbne for et væld af alsidige, afvekslende og differentierede måder at arbejde på.

Hvis læreren i sin planlægning er bevidst om at åbne for børnenes egne læreprocesser, og lade eleverne svare på ”naturens åbne tiltale” , så kan udeskolen være en del af den proces, hvor eleverne tilegner sig almene kompetencer:

”Med fornyelsen af folkeskoleloven er fagligheden blevet styrket. …. Men det betyder ikke, at der fremover skal lægges mindre vægt på elevernes alsidige personlige udvikling. Valget står ikke mellem – på den ene side – en faglig stærk skole og – på den anden side – en faglig svag skole, hvor der satses på personlig udvikling og almene kompetencer.”

Eleverne skal altså på lige fod med den faglige udvikling arbejde med det personlige, for gennem ”mange måder at lære på”, ”lyst til at lære” og ”at lære sammen med andre”, at få udviklet en personlighed og nogle kompetencer, der kvalificerer dem til medbestemmelse i et samfund med frihed og folkestyre . Det er store, flotte ord, der af kommunen og i sidste ende af den enkelte lærer sammen med forældrer og elever skal omsættes i en daglig skolepraksis, der fungerer både fagligt og socialt. Så skolen må finde sig en form, der giver muligheder for et indhold, der afspejler folkeskolens formål og intention. Og udeskole kan være en af vejene til denne praksis.

Materialet i studiet af den norske Lutvannskole viser, at eleverne i udeskolen får mulighed for at bruge deres ”mange intelligenser”, idet ”de får dermed større mulighed for å oppleve mestring og utvikle forståelse for lærestoffet fordi de får ta i bruk flere sider av sig selv.”  Dette kommer ikke af sig selv blot ved at tage børnene udenfor, men opstår fordi lærerne bevidst arbejder med andre læringsformer, og i uderummet foretager nogle didaktiske valg der betyder at børnene arbejder med ”edderkoppespindet” i stedet for med ”stigen”.

På Lutvann skole arbejder børnene med:
· Gruppearbejde som den klart vigtigste måde at organisere arbejdet på
· Fortællingsdidaktik, men ellers ikke megen meddelende undervisning
· Dialogisk undervsining, både mellem lærer/elev men i høj grad også elev/elev
· Leg, oftest fysisk betonede lege
· Drama, da udeskolen ofte tilbyder autentiske miljøer som understreger indholdet
· Praktiske opgaver og fysisk arbejde

Det er ikke altid de samme arbejdsformer, der kommer til at fylde i de forskellige udeklasser, der er undersøgt. Men nogle træk er gennemgående, og det er feks det gruppebaserede arbejde og de fysiske og praktiske opgaver. Disse arbejdsformer giver forskellige elev-typer ”lyst til at lære”, og appellerer til at eleven selv konstruerer sin viden. Det mest hyppigt forekommende svar i Rødkildeprojektets forældreundersøgelse  er således også at ”det (udeskoleprojektet) øger skoleglæden (eleven er gladere for at gå i skole, lave lektier og gladere når han/hun kommer hjem)”.

Udeskolen kan siges at udspringe af læringssyn, der fjerner sig fra indlæring som mere eller mindre passivt tilflyder eleven til et læringsbegreb der markerer, at barnet selv aktivt skal konstruere sin viden.  Undervisningens tilrettelæggelse skal afspejle dette læringssyn, så den intenderede praksis og den reelt gennemførte praksis i udeskolen kommer til at stemme overens. Det er altså eleven der skal være i centrum, og elevens læreprocesser. Læreren skal kunne have ”is i maven og kaffe i koppen” , og give eleven plads og ro til fordybelse og til selv at skabe sine erkendelser. – Som det ses i Rødkilde, hvor ”Undervisningen i skoven var generelt præget af mere elevcentrerede opgaver, mindre lærerkontrol sammenlignet med klasseværelset samt længerevarende tid til fordybelse i de valgte temaer”.

Som Erik Mygind og Lene Herholdt skriver i det indledende kapitel til ”Udeundervisning i folkeskolen”: ”.. kan det konkluderes, at de to undervisningsmiljøer tilsammen rummer et stort potentiale for at fremme og udvikle faglighed hos både svage og stærke elever, og at inddragelse af uderummet i højere grad har hjulpet lærerne til at leve op til folkeskolens formål”.
Udeskolen kan altså, ud over at tilføre det faglige stof flere dimensioner, også være med til at skabe rammer og situationer, der støtter elevens alsidige personlige udvikling. Og det er en rigtig vigtig del af folkeskolens formål.
 

Kilder