Lav et finsk brændekomfur
Finske skovarbejdere har brugt dette smarte komfur til at koge vand til kaffen på - og måske lave en god suppe på en kold vinterdag.
Beskrivelse
Et finsk brændekomfur kan du lave af en tør træstamme. Du kan bruge det til at lave mad på - f.eks. pandekager og suppe.
Sådan gør du
- Stil stammen på højkant og sav fire diagonale snit halvvejs gennem stammen.
- Fyld savsmuld eller små stykker papir ned i skæresporet. Hæld lidt tændvæske over, så det suger ind i savsmuldet eller papiret (ikke så meget at det løber ud gennem savsporet). Tænd op i komfuret.
- Hvis du sætter en gryde på så hold øje med hvor langt stammen er brændt ned så ikke gryden vælter.
Tips! Du kan også bruge en tyk stamme. Her saver du et kryds ned i stammen. Derefter saver du et snit til luft ved at stikke motorsaven ind fra siden. Snittet skal ramme krydset inden i stammen.