Interview en jæger

Besøg en jæger - og spørg jægeren om jagt og vildt.
Børn interviewer en jæger. Tegning: Eva Wulff.

Kort om forløbet

Gennem et interview med en jæger får eleverne ny viden om jagt og det at være jæger. Interviewet kan fx omhandle jagt generelt, reguleringsjagt af fx invasive rovdyr, viden om vildt, natursyn, eller vildt som gastronomisk spise.

Formål

At eleverne:

  • Forbereder og gennemfører et interview med en jæger
  • Besøger eller får besøg af en jæger
  • Lærer om jagt, vildt og natur
  • Bliver klogere på jagt som fritidsinteresse eller erhverv 

Forberedelse

Lærerens forberedelse
Træf en aftale med en jæger. Det kan fx være en forældre/bedsteforældre, en jæger fra den lokale jagtforening, eller en Bliv NaturligVis-formidler der er jæger. 

Når du træffer aftale med jægeren, så fortæl at klassen skal arbejde med emnet ’jagt’, og at eleverne derfor gerne vil interviewe en jæger. 

Sørg for at forventningsafstemme på forhånd. Er der tid til, at flere grupper kan interviewe jægeren, eller skal klassen sammensætte et fælles interview, så jægeren kun bliver interviewet én gang? 

Sørg også for at afstemme om eleverne må optage lyd, video eller fotografere under interviewet. 

Klassens forberedelse
Grupperne forbereder deres interview ved hjælp af Kopiark 1: Interview med en jæger.

De ældste elever kan forberede deres interview via ’WeVideo’ - ’Interview’ eller ’Soundation’- Det gode interview’. Begge deles findes via SkoleTube.

Interview med en jæger kan med fordel kobles sammen med et eller flere andre forløb på Skoven i Skolen, se link nederst, fx:

  • Afstandsbedømmelse – må der skydes?
  • Fang et rovdyr – på vildtkamera
  • Vild og vovet – vildt i madkundskab
  • På jagt med Skoven i Skolen

Interviewet kan også indgå som en del af en formidlingsaftale med en Bliv NaturligVis-formidler og jæger.

Jæger med hund og bytte. Foto: Christian Lang Jensen, Danmarks Jægerforbund.
Jæger med hund og bytte. Foto: Christian Lang Jensen.

Sådan gør du

Klassen arbejder indledningsvist med en fælles brainstorm omkring emnet ’jagt’. Hvad ved eleverne om jagt? Hvad er eleverne nysgerrige på?  Og hvad vil eleverne gerne vide mere om?

Eleverne forbereder gruppevis et kort interview med en jæger. Interviewet kan foregå ude hos jægeren, på et mødested i naturen, eller ved besøg af jægeren på skolen. 

Hvis der ikke er megen tid til interviewet, så kan klassen i stedet arbejde i to trin:

  1. Gruppevis planlægning af interview
  2. Klassens fælles interview.

I klassens fælles interview tages der udvalgte spørgsmål med fra alle grupperne, og ansvaret for at stille de enkelte spørgsmål og at notere svarene fordeles blandt eleverne.

Herefter tager klassen på besøg hos jægeren, eller de mødes med jægerne på et aftalt sted i naturen eller på skolen. Her gennemføres gruppernes interviews, eller et fælles interview, alt efter hvad I har aftalt med jægeren på forhånd.

Bearbejdning

Interviewet kan bearbejdes på forskellig vis, afhængig af klassetrin. Her kommer et par forslag:

  • Hvad ved vi nu? Grupperne forbereder en kort fremlæggelse for resten af klassen med den viden, de har indhentet via interviewet med jægeren. Fremlæggelsen kan fx krydres med tegninger, fotos osv. 
     
  • De yngre elever kan arbejde med at skabe en digital bog, i Book Creator eller Bookie, med den viden de har indhentet via deres interview. Der kan skrives, indtales lyd, eller optages små videofilm med elevernes fortællinger fra interviewet. Eventuelle billeder eller videoklip fra interviewet sættes ind i bogen sammen med andre relevante fotos. Bøgerne kan evt. præsenteres i klassen.
     
  • For de lidt ældre elever kan interviewet bearbejdes ved hjælp af WeVideo eller Soundation - begge værktøjer findes på SkoleTube. Se vejledning ’Interview’ til WeVideo på SkoleTube. Se vejledning ’Det gode interview’ til Soundation på SkoleTube.

Baggrund

Find mere viden om jagt i Bliv NaturligVis – gratis undervisningsmaterialer om jagt og natur samt oversigt over naturformidlere. Danmarks JægerforbundVildtgastronomi.

Dansk 

Efter 2. klasse:
Eleven kan udtrykke sig i skrift, tale, lyd og billede i nære og velkendte situationer.

Efter 4. klasse:
Eleven kan udtrykke sig i skrift, tale, lyd og billede i velkendte faglige situationer.

Efter 6. klasse:
Eleven kan udtrykke sig i skrift, tale, lyd og billede i formelle situationer.

Efter 9. klasse:
Eleven kan udtrykke sig forståeligt, klart og varieret i skrift, tale, lyd og billede i en form, der passer til genre og situation.