Rynket rose – på godt og ondt, efterår

Rynket rose er for mange en uønsket plante, men hvorfor? Forløbet giver et historisk indblik i, hvordan rynket rose har haft indflydelse på områdets natur, hvordan planten formerer sig, samt hvordan plantens frugter er blevet anvendt i mad gennem tiden.
Hybenroser

Forberedelse

Planlæg, hvor I vil tage hen i Nationalpark Thy. Spørg evt. en naturvejleder, hvor der vokser rynket rose. (Se under besøgssteder).

Opgaven

Rynket rose er for mange en uønsket plante, men hvorfor er rynket Rose problematisk? Kan planten bidrage med noget nyttigt? Eleverne skal lære om rynket rose, der også kaldes hybenrose eller Rosa rugosa. Forløbet giver et historisk indblik i, hvordan rynket rose er kommet til Danmark, hvordan planten formerer sig, samt hvordan plantens frugter er blevet anvendt i mad gennem tiden.

Rynket rose breder sig med stor hast over hele landet - også i Nationalpark Thy. Rynket rose er en invasiv plante, som udkonkurrerer den oprindelige flora i klitterne og på klitheden.

På luftfoto kan eleverne se, hvorledes rynket rose kan indtage et område. Når eleverne selv kommer ud at plukke hyben, får eleverne en konkret naturforståelse, og gør det lettere at forstå og tage stilling til problematikker omkring naturbeskyttelse, og hvilken natur vi gerne vil have i Nationalpark Thy.

Eleverne skal på tur i Nationalpark Thy og plukke hyben. Hyben er gode at bruge i madlavningen. Eleverne skal mærke, se, føle og smage planten. De kan fx lave syltede hyben, hybensnobrød, marmelade eller suppe på trangia eller over bål enten i Nationalpark Thy eller på skolen.

Sådan gør du

Hjemme på skolen

1. Læringsmål

Tal med eleverne om læringsmål og introducer arbejdsarket: ”Tegn på læring om rynket rose”.

2. Læs artikel

Læs artiklen: ”Rynket rose – på godt og ondt”. Teksten kan læses i fællesskab eller eleverne kan hjælpe hinanden parvis. Snak om artiklen på klassen. Deres viden kan udfordres i en cooperative learning-struktur (Se arbejdsark) fx:

  • Fang en makker
  • Dobbeltcirkler
  • Besøg en vismand
  • Huskesedler

3. Undersøg hvad man må samle i naturen

Når I skal på tur i naturen, er der en række regler for, hvad og hvor meget man må plukke af hyben og tage med hjem. Her kan I se, hvor meget man må samle i naturen.

4. Brug af trangia

Vælger I at bruge trangia til at tilberede mad, er det af sikkerhedsmæssige hensyn vigtigt at afprøve det hjemme fra og snakke om, hvordan en trangia fungerer. Se i arbejdsark: ”Tips og tricks til brug af trangia”.

5. Beskriv smag og konsistens

Hvad betyder farve, duft, smag og konsistens af maden? I arbejdsark: ”Beskriv smag og konsistens” kan I læse om smagssansen, og hvad konsistensen betyder for vores oplevelse af maden. I arbejdsarkene finder I et skema til at beskrive maden, som vil være en fordel at have afprøvet inden de besøger lokaliteten. Udvælg nogle råvare fra opskrifterne med rynket rose, som I har lyst til at undersøge og smage på.

Ude på lokaliteten

Tag på tur til et sted i Nationalpark Thy, hvor der vokser rynket rose, se under besøgssteder. Pluk en pose eller en kurv fuld med hyben.

6. Mad over trangia, bål eller på skolen

I arbejdsark kan I se en række forskellige madopskrifter, som I kan lave på lokaliteten eller på skolen. Hent opskrifterne under arbejdsark:

  • Hybensuppe
  • Hybenmarmelade
  • Syltede hyben
  • Hybensnobrød

7. Samtale om tilberedelsen af maden og konsistensen

Hvad betyder farve, duft, smag og konsistens af maden? Lad eleverne løbende snakke om deres oplevelse af maden og konsistensen, brug arbejdsark: ”Beskriv smag og konsistens”.

8. Undersøg planten

Hvis der er tid, kan I evt. undersøge rynket rose. Eleverne arbejder sammen parvis, og de skal observere, tegne og skrive om planten. Brug arbejdsark ”Undersøg rynket rose”. Medbring lup til at undersøge planten.

Hjemme på skolen

Afrunding og evaluering

Det er vigtigt, at forløbet afrundes med en refleksion over det lærte, således at eleverne bliver bevidste om den læring, de har tilegnet sig. Afslut læringsaktiviteterne med at evaluere på læringsmålene. Lad eleverne sætte kryds i arbejdsark: ”Tegn på læring om rynket rose”. De elever, der har sat kryds i 4-5 kan evt. være eksperter, så de på klassen fortæller, hvad de har lært.

Målene er for madkundskab efter 4. - 7. klasse og natur/teknologi efter 4. og 6. klasse.

Eleverne har viden om:

Madkundskab

  • lave mad efter en opskrift
  • analysere fødevaregruppers vej fra jord til bord og til jord igen
  • lave mad ud fra enkle grundmetoder og teknikker
  • skelne mellem forskellige grundsmage, konsistens og aroma
  • fortolke sanse- og madoplevelser

Natur/teknologi

  • undersøge dyrs og planters tilpasninger til naturen. (Efter 4. klasse)
  • beskrive et naturområde på baggrund af egne undersøgelser (Efter 6. klasse)

Eleverne har viden om:

Madkundskab

  • råvaregruppers smag og anvendelse
  • grundmetoder og teknikker i madlavning
  • tids- og stedsbestemte mad- og måltidskulturer
  • grundsmage, konsistens og aroma
  • sanselighed

Natur/teknologi

  • dyrs og planters levesteder og livsbetingelser. (Efter 4. klasse)
  • karakteristiske naturområder. (Efter 6. klasse)