Fra brøker til brød

Eleverne arbejder med procenter og omregning af brøker.
bålmad og brød. Foto: Nationalpark Thy.

Forberedelse

Forud for aktiviteten skal læreren sørge for at materialer og grej er klar (se listen over grej). 

Opgaven

Eleverne arbejder med procenter og omregning af brøker. Selve aktiviteten kan give eleverne anvendelige færdigheder i deres hverdag, hvor procenter og brøker gøres visuelt for eleverne i form af omregning af opskrifter og brænde kløvning.

Forløbet er opdelt i Fase 1) instruktion i værktøjer; Fase 2) deling af brænde; Fase 3) omregning af opskrift og brøddej; Fase 4) formning af dej og bagning; samt Fase 5) evaluering.

Sådan gør du

Fase 1
Lærer eller elever starter et bål inden selve aktiviteten går i gang.

Eleverne får vist/ forklaret de forskellige redskabers funktioner, samt håndteringen af disse (økse, kniv & flækøkse m.m.)

Fase 2
Eleverne deles i grupper af fire og får reglerne for aktiviteten fortalt:

Eleverne deler brændestykket i fire (arbejdsark a94 side 1 udleveres til eleverne)

De må selv vælge de redskaber de vil bruge til opgaven.

Holdet skal være samlet hele tiden

Delingen af brænde skal vises til læren, før man kan komme videre i forløbet.

Øvelsen kan foregå på tid.

Fase 3: Planter og procenter
I skal lave fladbrød. (arbejdsark a94 side 2 udleveres til eleverne)

Bageopskriften er til 32 personer. Eleverne skal omregne opskriften, så der er ét brød til hver i gruppen.

  • 960 g hvedemel
  • 960 g grahamsmel
  • 10 g salt
  • 24 g bagepulver

Bland ingredienserne sammen og tilsæt vand, så dejen hænger sammen. Tilsæt evt. lidt honning.

For at gøre brødene ekstra lækre skal der tilsættes nogle forskellige spiselige planter/ bær. Hvor stor en portion der skal bruges bestemmer eleverne selv, men fordelingen skal være:

  • 30 % Mælkebøtter
  • 20 % Løgkarse
  • 40 % Skvalderkål
  • 10 % Brændenælder

Planterne kan erstattes med andre spiselige urter, frugter og bær. Husk, at de skal godkendes af læreren, for at tjekke om de er spiselige og om fordelingen er som den skal være. Herefter skylles og hakkes planterne i mindre stykker.

OBS! vi har ikke nogen vægt, men I kan bruge nedenstående omregningstabel.

Omregningstabel:

  • 1 dl mel = 60 g
  • 1 spsk. = 5 g
  • 1 tsk. bagepulver = 3 g
     

Fase 4: Former og fladbrød
I skal nu forme jeres fladbrød, men det er ikke helt ligegyldigt, hvordan det kommer til at se ud.

I skal lave mindst ét brød:

  • der har form som et kvadrat
  • der har form som et rektangel
  • der har form som en retvinklet trekant
  • der har form som en cirkel

Se formelsamling i arbejdsark A96.

Alle brødene skal have et areal på 100 cm2. Brødet skal højest være 2 cm tykt.

Når I har formet jeres brød skal i bage dem på en bålpande ved jævn varme. Når de lyder hule er de færdige.

Fase 5: Afrunding og evaluering på klassen
Det er vigtigt, at forløbet afrundes med en refleksion over det lærte, så eleverne bliver bevidste om den læring, de har tilegnet sig.

Evaluer og snak om læringsmålene. Har vi nået læringsmålene?

Læringsmål - eleverne kan:

  • Kende og anvende målingsbegrebet, herunder måling og beregning i forbindelse med omkreds, flade og rum.
  • Samarbejde i grupper.
  • Eleven kan forklare geometriske sammenhæng og beregne mål.