Er udeskole en god ide?
Virker det?
For nylig mødte jeg en naturvejleder, som konstaterede at udeskole ikke fungerer. Han havde haft en 7. klasse på tur i kano og havde stillet dem en opgave om vandplanter. Og som han sagde, så havde ikke en eneste elev løst opgaven. De havde været beskæftiget med at lege og med at ro kano. Men den naturfaglige opgave var der ingen interesse for. Naturvejlederen reflekterede naturligvis over, om opgaven var stillet, så den motiverede eleverne. Vi blev da også enige om, at uøvede i en kano har nok at se til med at styre kano og undgå at falde i vandet.
Var det udeundervisning eller udeskole? Der var en intention om, at eleverne skulle lære noget og der blev undervist i vandplanter. Så det var undervisning og det foregik udenfor, altså udeundervisning. Og det var en god oplevelse for eleverne. De forlod naturskolen glade og i godt humør. Men udeskole er mere end det. Udeskole bliver udeundervisningen først, når læringen udenfor får gode vilkår. Inde-undervisning kræver jo også mere end en tavle, farvet kridt og elever på stole ved borde.
Gode vilkår
Gode vilkår, når undervisningen flyttes ude af klasselokalet, er at eleverne mærker, at de er i skole. De skal forstå, at aktiviteterne er faglige og at meningen er, at de skal lære noget. Per Fibæk Laursen skriver om god undervisning, at der skal være klar struktur, passende udfordringer, et støttende klima og at der skal ske en træning i metakognition. Når vi prøver at forstå, hvornår der bedrives god udeskole, så kan vi se om disse grundtræk er til stede.
Klar struktur
I udeskole er klar struktur vigtig. Læreren beslutter hvordan dagen skal tilrettelægges og hvordan undervisningen skal organiseres. Måske skal elever vide, hvornår de skal samles og hvor de skal stille sig. De skal også kende til arbejdsformerne og vide, hvordan de får hjælp, hvis de går i stå med opgaven. Når læreren med sin erfaring organiserer undervisningen, er det ifølge Per Fibæk Laursen vigtigt at sikre sig, at eleverne har samme forståelse af strukturen, som læreren har. Denne forståelse kan kræve tilvænning til udeskole for både læreren og eleverne. Første afprøvning af udeskole kan være lidt forvirrende, men med tiden så går det heldigvis bedre.
Passende udfordringer
Udfordringerne i undervisningen skal også være passende. Og hvornår er de det? Per Fibæk Laursen skriver, at det ”kræver kompetente lærere med fingerspidsfornemmelse og praktisk sans”. Lettere sagt en gjort! Fra mine erfaringer med udeskolelærere er det tydeligt, at vedvarende afprøvninger og refleksion over egen praksis er vejen frem. Og at det hjælper med gode samtaler med kolleger om udeundervisningen.
Et støttende klima
”Et støttende klima” – her tænkes der på, at eleven naturligvis lærer bedst i et trygt miljø med den venlige lærer og i det gode samarbejde med andre elever. I udeskole har meget gruppearbejde fine vilkår. Ofte ligger fokus i opgaven på et eller andet i det omkringliggende miljø, f.eks. altertavlen, den spiselige plante, mønsteret i fliserne eller koen i stalden. Eleverne kan gribe verden forskelligt og sætte ord på det i gruppesamtalen. Eleverne mødes med hinanden om at møde verdenen omkring dem.
Træning i metakognition
Al undervisning forudsætter naturligvis, at eleverne gerne vil lære noget. Når Fibæk Laursen understreger, at eleverne skal lære at lære, så kræver det, at det også bliver tydeligt for eleverne, hvordan man lærer noget. I udeskole kan undervisningen udenfor klasseværelset i begyndelsen ligne et forlænget frikvarter. Det tager tid, klar struktur og tydelig italesættelse, når eleverne skal forstå at også udeundervisning er almindelig skole. Jeg tænker, at denne alsidighed i skoleform kan udvide elevernes forståelse af, at man kan lære på mange forskellige måder.
Bump
For at vende tilbage til naturvejlederens indsigelse mod udeskole, så kan jeg godt forstå frustrationen ved at eleverne ikke har indset, at indsamling af vandplanter fra en kano, er god undervisning. På den måde er der nogle bump på vejen fra oplevelser i undervisningen til den vellykkede udeskole – både for lærere og elever.