Jægerlatin
Lær jægerens specielle ord for jagt, dyr og natur i skoven - og lav en ordbog.
Kort beskrivelse
Jægerne har særlige ord som de bruger om dyrene og jagten. Lav en skovtur, hvor I lærer at bruge de rigtige fagudtryk. Tag kamera med og gå på fotojagt, så I hjemme i klassen kan lave en billed- og ordbog med de rigtige jægerudtryk.
Formål
-
at lade eleverne opleve et eksempel på et fagsprog, der anvendes af jægere – tilsvarende findes der fagsprog indenfor enhver anden faggruppe,
-
at eleverne gennem sproget skal have et indblik i jagtens kulturhistorie,
-
at eleverne skal lære noget om de dyr der lever i naturen,
-
at eleverne skal opleve at danskundervisning fint kan foregå under åben himmel,
-
at eleverne skal lære at overføre deres oplevelser i naturen i skriftlig form.
Du kan finde de Slutmål og Trinmål for faget dansk, der bliver berørt af forløbet i Baggrund nederst i forløbet.
Her er nogle forskellige eksempler på jægerlatin.
Tegning: Eva Wulff.
Tegning: Eva Wulff.
Forberedelse
Præsentation
Introducer eleverne til jægerlatin som eksempel på et fagsprog med mange besynderlige udtryk. Gennemgå evt. på forhånd tegningerne på kopiarkene, hvor der er nogle eksempler på jægerlatin - og gå sammen med dem på jagt efter årsagerne til de mærkelige udtryk. Eleverne kan selv tegne og skrive flere jægerlatinske begreber på kopiarkene, efterhånden som de lærer dem at kende.
Præsenter også eleverne for ideen med forløbet og for hvad I skal.
I skoven uden jæger
Hvis du vil tage eleverne med i skoven uden jæger, så undersøg på forhånd, hvor dyrene opholder sig, så I kan være sikre på at finde spor og få gang i jeres jægerlatin.
Lær jægerlatin af en jæger
Jægerlatin er et talt sprog - og det allerbedste er naturligvis at lære jægerlatin af en jæger. Hvis I tager på jagt med den centrale jagtforløb "På jagt med Skoven i Skolen", kan I bede jægerne være opmærksomme på at forklarer jer jægerlatin undervejs). Det kan også være at du kan få kontakt med en jæger, der kan tage klassen med på en tur, hvor jægerlatinen præsenteres.
Sådan gør du
På fod af råvildt
Gå ud i naturen et sted, hvor I kan finde spor af dyrene. En mark langs en skovkant er ofte god.
Først skal I lære at liste og snige jer lydløst afsted. Det kalder jægerne "at pürsche". Altså forsøger I også at pürsche jer ind på vildtet.
I skal også tænke på, at dyrene let kan lugte jer – eller "få fært af jer", som det hedder på jægerlatin.
Hvis I er heldige, finder I spor – eller rettere ”fod” af rådyr, som altså på jægerlatin hedder ”råvildt”. Hvis foden går ud fra skoven, er det en ”udfod”, i modsætning til en ”indfod”.
I kan også være heldige at finde fod af ræv, hare og grævling m.fl., som mærkeligt nok hedder det samme på jægerlatin som på almindelig dansk.
Hvis der er faldet sne, er det lettere at se foden af vildtet - også hvor jorden er hård. Sådan en dag kan I gå hele vejen rundt om en lille skov, eller en del af en større skov, og på vejen tælle ind- og udfod. Så kan I afsløre, om der i den del af skoven, I har undersøgt, er gået flere dyr ind end der er gået ud. Det kalder jægerne ”at ringe” den del af skoven de vil gå på jagt i, der kaldes ”en såt” på jægerlatin. Har man f.eks. talt 5 sæt indfod af råvildt og kun 2 udfod, så ved man at der må være 3 ”stykker råvildt” i såten. Meget lumsk og ret matematisk.
I kan ”gå på fod af” råvildtet – dvs. at I følger foden i den retning vildtet er gået. Går I den anden vej er I på ”bagfod”!
Vildtet vil ofte følge de samme stier, som kaldes ”veksler”.
Jægerlatin for vildt
Uanset om I går på fod eller bagfod, kan I måske finde steder, hvor råvildtet har ligget og hvilet. Det hedder et ”sæde”. Ofte er der 3 sæder tæt på hinanden, fordi råvildtet ofte færdes i små flokke på 3 dyr sammen. Det hedder naturligvis ikke en flok på jægerlatin, men ”et spring”, når det er råvildt. Kronvildt og dåvildt går i ”rudler”, der kan være på få eller mange dyr. Når der ofte er 3 stykker råvildt i et spring er det fordi ”råen” som er navnet på hun-rådyr, oftest får 2 ”lam”. Det kan give anledning til en snak om hvad hun- og handyr samt unger og flokke kaldes. Skemaet nedenfor viser nogle af de vigtigste udtryk. Hvis der ingenting står findes der ikke nogen særbetegnelse :
| Vildtart | Han | Hun | Unger | Flok |
| Råvildt | Råbuk | Rå | Lam | Spring |
| Kronvildt | Kronhjort | Kronhind | Kalv | Rudel |
| Dåvildt | Dåhjort | Då | Kalv | Rudel |
| Ræv | Hanræv | Tæve | Hvalpe | |
| Grævling | Grise | |||
| Hare | Ramler | Sætter | Killinger | |
| Fasan | Kok | Høne | Kyllinger | |
| Ænder | Andrik | And | Ællinger |
Fejede træer
Om sommeren kan man finde små træer og buske, der har fået barken flået af af råbukkens ”opsats” – råbukke har nemlig hverken gevir eller horn, men ”opsats”, og barken er ikke flået af, men ”fejet” af bukken, fordi han på den måde mærker sit territorium, som hedder et ”revir”. På samme måde kalder man et jagtområde for et ”jagtrevir”.
Find lort, fald og faldvildt
Man kan også være heldig at finde en rævelort, som mærkeligt nok hedder sådan, mens f.eks. råvildtlorte hedder ”fald”. ”Faldvildt” er imidlertid vildt, der findes dødt f.eks. af sult efter en hård vinter. En skovdue, der er blevet taget af en duehøg er blevet ”slået”, men kan stadig siges at være ”faldvildt”.
På jagt med kamera
I kan arrangere en lille jagt, hvor I bliver sat ”på post” rundt om en såt, mens nogle af jer ”driver såten af” ved stille eller småsnakkende at gå gennem såten. Derved bliver vildtet ”stødt” og går et fredeligere sted hen, hvilket kan bringe dem forbi posterne. På posten skal man stå helt stille og har man et kamera, kan man måske få et godt ”skud til” vildtet. Med et kamera kan man heldigvis ikke ”anskyde” dyrene, som man kan være uheldig at gøre med et jagtgevær – ”jagtbøsse” eller ”jagtriffel”, afhængig af hvad man er bevæbnet med.
Anskydninger kan være et ”løbskud”, hvor hagl eller kugle sidder i et af ”løbene” – jægerlatin for ben – ”forløb” eller ”bagløb”. Der kan også være tale om et ”waidskud”, hvor vildtet er ramt i maven. Vildtet skal helst rammes præcist på ”bladet” eller halsen, så ”forender” det på stedet.
Anskydninger kan være et ”løbskud”, hvor hagl eller kugle sidder i et af ”løbene” – jægerlatin for ben – ”forløb” eller ”bagløb”. Der kan også være tale om et ”waidskud”, hvor vildtet er ramt i maven. Vildtet skal helst rammes præcist på ”bladet” eller halsen, så ”forender” det på stedet.
Bladet er skulderbladet, hvor hjertet sidder lige bagved.
Er vildtet ikke forendt på stedet, må man se godt efter om der ligger ”schweiss” – blod på stedet. Det kan fortælle hvor dyret er ramt. Kan man ikke se dyret ligge forendt, skal man have fat i en ”schweisshund”, der er trænet i at gå på foden af anskudt vildt. Nogle schweisshunde kan ”fange et anskudt dyr af”, dvs. dræbe det med et bid i struben. Andre schweisshunde er ”totverbellere”, der stiller sig ved det anskudte eller forendte dyr og gør indtil hundeføreren kommer. Atter andre er ”totverwiesere”, der har en læderrem hængende i halsbåndet, som de tager i munden, når de går tilbage til føreren, så de på den måde kan vise, at de har fundet vildtet.
Brække op og forlægge
Har man skudt hjortevildt, skal det ”brækkes op” ret hurtigt efter, at det er skudt. Dvs. at man tager indvoldene ud af dyret, for at de ikke skal blive dårlige og ødelægge kødet. Siden ”forlægger” man dyret, altså parterer det, så det kan lægges i fryseren. Hjortevildt og hare flår man skindet af, når de skal forlægges. For at få ”rævebælgen” - pelsen af, bliver ræven ”strejfet”. Her skal man specielt passe på at ”lunten” – halen - ikke tager skade.
Bearbejdning i klassen
Ordbog
Når klassen er tilbage i skolestuen kan eleverne lave hver deres Dansk-Jægerlatin ordbog, med ord, ordforklaringer, gode historier, fotografier og tegninger. Ordbøgerne kan de vælge at skrive ind og sætte flot op på computeren. Hvis de mangler fotos af dyr, kan de hente fotos i i artikler om de enkelte dyr i Leksikon.
Jægerlatin i litteraturen
Det kan være en fin opfølgning, at læse en eller flere jagthistorier, hvor opgaven kan være at finde ”jægerlatinske” udtryk. Af gode eksempler på jagtlitteratur kan nævnes:
-
Steen Steensen Blichers, Diana
-
Boganis: Jagtbreve
-
J. Muus-Pedersen: Vildt forude
-
Kaj Munk: Liv og glade dage
-
Jens Bjerg Thomsen: I sol, regn og vestenvind
-
Knud Bavngaard: Breve til Diana og Hubertsushilsen
-
Carl Haxthausen: Jagtbreve og På jagt
-
Leif Ragn-Jensen: Jagten går ind
-
Gunnar Brusewitz: Jagt
-
Otte Pedersen: Distriktsjægeren fortæller
-
Lasse Sørensen: Jagter og fangster
-
Aage Weitemeier: Fra min svenske jagtgård
-
Niels Fenger: I baronens eng
Alle ovenstående består af kortere og længere historier, som I kan vælge et antal gode historier.
Endelig er der en fin bog af Lisbet og Gustav Graae, som slet og ret hedder ”Jagtsproget”.
Hvis I vil bearbejde jagttemaet yderligere, findes der en lang række kopiark, som eleverne kan arbejde med. Se kerneforløbet "På jagt med Skoven i Skolen".
Baggrund
Indenfor alle fag udvikler der sig et særligt fagsprog. Der er en del væsentlige grunde til at fagsprog opstår:
-
Faget har specielle ord, som er nødvendige for at beskrive netop den ting eller funktion, der kun kendes fra netop dette fag.
- Faget har en kulturhistorie, der betinger at fagudtryk er opstået. F.eks. er jagtkulturen i Danmark meget præget af de tyske skovfolk, der kom hertil i 1700-tallet for at genopbygge skovene efter mange års rovdrift. Jagt og skov har altid hørt sammen. Af tyske udtryk kan nævnes: Schweiss (blod), waid (mave) og pürsch (listejagt).
Mange fagfolk føler et behov for at markere et fællesskab ved at udvikle et fælles sprog, som kun bruges af netop dem. Derfor går jægeren meget op i at bruge de rigtige udtryk.
Prøv at se på hvilke specielle udtryk der bruges i andre interessegrupper – fodboldspillere og ryttere f.eks.
Adgang til skoven
Husk at man skal spørge om lov til at færdes udenfor vej og sti i private skove. I offentlige skove må man gerne gå mellem træerne.
