Anden kærlighedserklæring til lejrskolen

Min første kærlighedserklæring til lejrskolen var begrundet i de oplevelser af undren, ærbødighed og hengivelse, som naturen planter i os, når vi giver den tid og ro til at komme helt tæt på - under en stjernehimmel på Hammershus, i kanoer på en snoet svensk elv, på langrendsski gennem glimtende pulversne ...

Min anden kærlighedserklæring skyldes de unikke muligheder, lejrskolen giver elever for …

• at tackle udfordringer, som de sjældent møder i skolen
• at vise styrkesider, vi ikke vidste, de havde
• at møde deres lærere i øjenhøjde, at være sammen som ”rigtige” mennesker om aktiviteter, der ikke hele tiden belastes af en nu-skal-I-lære-noget dagsorden.

"Lasse du skal rotere meget mere i overkroppen, når du crawler. Prøv at se her."
Jeg kan godt se det. Jakobs skuldre kommer helt op af vandet. Han bruger halvt så mange kræfter på at svømme hurtigere end mig. Jeg kalder ham tilbage, selvom turen over den spejlblanke Opalsøen kun svarer til en tiendedel af et træningspas i svømmeklubben.

Da vi har fået tøj på, fører Jonas an i en løbe- og klatretur op og rundt om Opalsøen. "Du skal denne her vej, Lasse, løb op over den flade klippe. Kom her ud og kig ned. Det er vildt flot, 50 meter frit fald." Nu går det ned ad. Vi følger en sti, så stejl og snoet, at jeg tænker, den kun er trådt af fårene. Jonas har travlt, han stopper dårligt nok, men peger, så jeg kan tage mig en velbegrundet puster:  "Her er sygt mange brombær. Prøv at smag!"

Listen med situationer fra lejrskolen på Bornholm, hvor elever tog teten og viste ukendte handlekompetencer, er lang. Der var dem, som løftede og bar vores cykelvogn over rødder, klipper og trapper på Danmarks flotteste vandresti mellem Gudhjem og Helligdomsklipperne. Og dem, som viste mod og mandshjerte, da vi skulle de 60 meter ind i bunden af den klaustrofobisk smalle og edderkoppebeboede klippespalte, som kaldes Den Sorte Gryde. Og dem, som opdagede, at det er vildt skæg at stå i vandet og kaste våd tang efter hinanden. Og dem, som fik vores nye pige i klassen til at føle sig fuldstændig hjemme. Og dem, som tog initiativ til at give alle et godnatkram, når de skulle i seng.

Heldigvis fik jeg også lov til at overraske eleverne på deres hjemmebane.

 ”Hvem vil være med til at lege Zak?” spørger jeg.
 Jeg frygter, at det kun er 5 – 6 elever, som gider, for det har været en lang dag. Tidligt op, vandretur til Moseløkken granitbrud, boring og hugning i granit, vandretur til Hammershus, udforskning af ruinen, adskillige elevoplæg.
 
”Hvad er Zak?”
Jeg forklarer, at Zak er en tradition i min familie. Når vi er sammen på lokaliteter med mange  gode gemmesteder, deler vi os i to hold, som skal zakke hinanden dvs. dræbe hinanden med kasteknive. Jeg tror, legen er opstået som en protest mod min militant pacifistiske mors forbud mod legetøjsvåben. Hammershus er et hot spot for Zak. Her kan man være så heldig at ligge på lur, høre fodtrin nærme sig, springe frem, råbe Zak og kaste en (godt nok usynlig) kniv i maven på … en intetanende tysk turist.
Stort set alle elever melder sig med begejstring, og pigerne foreslår overmodigt, at det skal være en kønskamp. Måske tror de, at deres overlegenhed i mange skoletimer også vil gøre sig gældende her. De er tilmed dobbelt så mange som os drenge. Forventet resultat? Total ydmygelse. Pigerne kæmper bravt, men hovedløst, og dør som fluer.

Hvor meget af alt det gode fra lejrskolen tager vi så med hjem?

I bogen Skoven i skolen beskrev jeg en situation, som giver et nedslående (og så alligevel ikke) svar på spørgsmålet.

”Allerede første skoledag efter kanoturen var jeg blevet lærer igen, med munden fuld af opgaver, formaninger og irettesættelser- forvandlingen tog næppe en lektion. Jeg gik et øjeblik fra klassen for at hente noget linjeret papir, på tilbagevejen mødte jeg Camilla på gangen. Hun kiggede mig dybt i øjnene og sagde:
”Nu er du jo blevet ond igen!”