LANGTIDSHOLDBAR LÆRING

Vi ved det godt. Hvis lærestoffet trænger ind i elevernes hoveder, har det en sørgelig hurtig halveringstid, når det er påfyldt ved gold teoriundervisning. Skolens rationelle og fabrikslignende masseproduktion af kloge hoveder har aldrig været og bliver heller ikke en stor succes. Vi lærere går rundt med en fornemmelse af, at det vi bruger 9 år på at lære eleverne, kunne læres på den halve tid, hvis eleverne selv var med, med hele deres opleveapparat og topmotiverede.

Vi lærer hurtigt, effektivt og langtidsholdbart, når vores opmærksomhed skærpes af oplevelsen af meningsfuldhed og vigtighed. Meningsfuldt og vigtigt er det, som vi kan handle på. Vi søger kundskaber og færdigheder for at tage dem i anvendelse. Vores hjerne kan ikke samle og gemme information som en computer, passivt, uden at spørge til informationernes umiddelbare formålstjenlighed.  Manglen på relevans, nyttighed i praksis, gøder ligegyldigheden – det er skoleundervisningens (og informationssamfundets) største problem. Når livet stiller dig i en situation, hvor du har hårdt brug for viden, fx førstehjælp til tilskadekomne, har du ikke tid til at tilegne dig den, når undervisningssituationen tilbyder dig viden, har du ikke noget at bruge den til.

Ville syv ugers (storyline)liv som nordamerikanske indianere i skole og skov gøre en forskel? Hvor meget kunne eleverne huske, når krop og sanser fik lov at deltage i tilegnelsen, når det abstrakte blev gjort håndgribeligt og meningsfuldt? Ville oplevelserne/indtrykkene på første hånd understøtte elevernes hukommelse, udløse følelsernes blitzlys  - fiksere deres opdagelser og nye viden?

Det sker ikke så tit, men i dag har Naturklassen bøger med i skoven. En smukt udsmykket udgave af indianerhøvdingen Seattles tale til de hvide, Jorden er vor moder. To og to finder eleverne et godt sted, hvor de læser bogen højt for hinanden. Jeg lister mere eller mindre lydløst rundt med digitalkameraet. Det er et godt tegn, at de bare læser videre, når jeg fotograferer.

Da alle har læst bogen færdig, samles vi på træstammerne rundt om bålstedet. Det afføder ingen mishagsytringer, at vi foreslår, at de hver især skal genlæse et afsnit højt for os andre. Martin er den første. Han rejser sig uopfordret op, går ind i midten, træder op på en bålsten og kigger sig omkring. Før han  begynder at læse, med en stemme, som kunne begå sig på både prædikestol og teaterscene, har han med sin krop og sit glad-genert-stolte ansigtsudtryk suget vores opmærksomhed til sig. Vi er med helt enkle virkemidler blevet tryllet åbne og positive – er parate til følge ham gennem tykt og tyndt.

Naturklassen alias Kikkiwhatustammen tilbragte de to sidste rigtigt varme sensommerdage i år 2002 i kanoer på Furesøen og Farumsø. Eleverne skulle lære at padle en kano, næsten som de nordøstamerikanske skovindianere kunne gøre det. Indimellem træningen af power-tag, j-tag, fejetag m.fl. dannede vi flåde for at snakke, spise, drikke og slappe de trætte muskler af. Det var ved sådan en lejlighed, at nogle elever blev opmærksomme på det allervigtigste – det der holdt de små fartøjer flydende - vandet. Hvor langt er der til bunden – hvor langt kan vi se ned? Der blev gættet på sigtbarheden i Farum Sø, og senere, da vil roede kanoerne tilbage til lejrpladsen ved Furesøens bred, opdagede nogen, at vandet her var meget mere grumset og uigennemsigtigt. Næste dag, da kanoerne var blevet rengjort, skulle der bades ved Furesøbadet. Det blev en kort og halvtør fornøjelse, for en venlig biolog fortalte os, at der var for mange blågrønalger og frarådede badning med pjasken og hoved under vandet.
"Føj og æv! Forurening! Blå-grøn alger, hvad er det?"
Naturvejlederen Kaare på Fiskebæk Naturskole havde for lang tid siden lovet os en sejltur med vandmiljøundersøgelser på Furesøen. Den blev i hast arrangeret, og 14 dage efter stod vi og halede køleskabskoldt og kulsort bundslam op fra 39 meters dybde. Kaares forklaringer om fødekæder blev anskueliggjort, Furesøens problem blev håndgribeligt og Seattles tale blev nærværende og aktuelt.

Tre måneder efter afslutningen af undervisningsforløbet, testede vi på helt traditionel vis elevernes paratviden om de nordamerikanske indianere:

1. Hvad hedder den verdensdel indianerne indvandrede fra?
2. Hvad hedder den verdensdel indianerne indvandrede til?
3. Hvorfor kaldte de hvide indianerne for indianere?
4. Hvem var de første hvide som opdagede Amerika?
5. Hvorfor blev indianerne vrede på de hvide – nævn flere grunde?
6. Hvilken tro havde indianerne?
7. Hvad skete der med bisonokserne på prærien?
8. Hvorfor syntes mange hvide, at det var i orden at tage indianernes land
9. Vi læser bøger eller tænder for fjernsynet, hvis vi trænger til underholdning. Hvad gjorde indianerne?
10. Hvad boede indianerne i?
11. Hvad levede indianerne af?
12. Hvad skulle en indianerdreng lære at blive god til?
13. Hvad skulle en indianerpige lære at blive god til?
14. Hvad kan bagpadleren gøre for at få kanoen på ret kurs?
15. Hvad kan forpadleren gøre for at få kanoen på ret kurs?
16. Hvad handler Høvding Seattles tale om?
17. Hvordan beskriver han naturen: græsset, træerne, vandet, dyrene?
18. Hvad opfordrer han de hvide til?
19. Hvad er en fødekæde?
20. Furesøen har det ikke så godt – hvad er der galt?
21. Hvad bliver der gjort, for at Furesøen skal få det bedre?

Selvom vi havde arbejdet i tre måneder med helt andre emner, klarede eleverne testen bemærkelsesværdigt flot - alle kunne huske meget, og de fleste det meste. Ved andre lejligheder konstaterede vi det samme: I en oplevelsespræget og handlingsorienteret undervisning lærer eleverne langt mere effektivt. En klasse med 19 elever løfter ikke nogen bevisbyrde, men så blandede to forskere fra Learning Lab Denmark, Theresa Schilhab og Christian Gerlach, sig i vores overvejelser:

Kære Lasse Bak Sørensen

... Jeg kan nok ikke sige mig helt fri for, at historien om Seattles tale omsat til en 5. klasse - midt i Hareskov, eller padling på Furesøen gav mig en særlig inspiration: Jeg bor i (og lever med) Hareskoven. Og din beskrivelse af Martins oplæg stående på stenen talte nok til mig på adskillige niveauer. En pointe går som en underliggende tråd i jeres Naturklasse-tankegang: at læring, der går af mange sansemodaliteter giver en helhedsfornemmelse, som gør den mere holdbar, og at selvoplevede erfaringer har en særlig eksistensberettigelse ... I har jo netop formået i praksis at omsætte nogle af de indsigter, som vi gør os af teoretisk vej ...

Kærlig hilsen
Theresa Schilhab

Sådan startede et spændende samarbejde, som bl.a. blev til bogen, Skolen i Skoven.